Separation og skilsmisse
For nogen sker det, at det ikke længere er så yndigt at følges ad. Sker det, er det vigtigt at være opmærksom på, at det økonomiske fællesskab ophører allerede ved separation. Separation, skilsmisse og ophør af registreret partnerskab er juridisk set en ophævelse af det ægteskabelige samliv ved en offentlig myndigheds dekret, for nuværende henholdsvis Statsforvaltningerne og domstolene. Ved separation og skilsmisse skal ægtefællernes/de registrerede partneres bodele og eventuelle særejer opgøres, tilligemed deres respektive boslodder. En ægtefælle har ved formuefællesskabets ophør, i henhold til ægteskabsloven krav på at få udbetalt halvdelen af overskuddet i den anden ægtefælles bodel, mod at aflevere halvdelen af eget overskud i egen bodel. Her er det efter vores opfattelse vigtigt at du bruger en advokat. Vi kan blandt andet hjælpe dig med udarbejdelse af bodelingsoverenskomst, som er en aftale om indgået mellem jer, om fordeling af boets midler i forbindelse med separation og skilsmisse, herunder hvem der skal have hus og bil m.v.
Nedenfor er nogle yderligere eksempler på forhold der skal tages stilling til og ansøges om i forbindelse med separation og skilsmisse.
Børnebidrag:
Når samlivet ophæves, og barnet dermed får bopæl hos den ene af jer, er den forælder, som ikke har barnet boende, forpligtet til at betale børnebidrag. Hvis børnene er lige meget begge steder, er der typisk ikke bidragspligt. Men bidrag kan aftales mellem parterne
I kan enten aftale bidraget eller ansøge statsamtet om at træffe afgørelse. Ansøgningen skal indgives hurtigst muligt, efter at I har ophævet jeres samliv, idet bidraget som udgangspunkt ikke fastsættes med tilbagevirkende kraft.
Hvis din tidligere mand/kone/registrerede partner ikke betaler det børnebidrag, han eller hun skal, kan du henvende dig til kommunen og bede om hjælp til at inddrive bidraget.
Børnetilskud:
Den af jer, som efter en samlivsophævelse har barnet boende, betragtes som eneforsørger og er dermed berettiget til ekstra børnetilskud ved siden af børnebidraget.
Hvis du er førtidspensionist, er der mulighed for et særligt børnetilskud.
I skal sørge for at orientere kommunen om samlivsophævelsen, og om hvem der nu er enlig forsørger.
Børnefamilieydelse:
Ydelsen udbetales automatisk til barnets mor. Hvis det er faren som har barnet boende, skal han huske at søge om at få ydelsen udbetalt til sig.
Ægtefællebidrag:
I perioden fra samlivets ophævelse til separationen/skilsmissen kan den ene af jer i visse tilfælde blive pålagt at betale bidrag til den anden, hvis han/hun ikke er i stand til at klare sig økonomisk. Man skal søge statsamtet om at fastsætte dette bidrag.
Hvis du er berettiget til ægtefællebidrag efter separationen eller skilsmissen, skal du sørge for at ansøge statsamtet om at fastsætte størrelsen af bidraget.
Er du berettiget til bidrag, men får du det ikke, kan du henvende dig til kommunen og bede om hjælp til at inddrive bidraget.
Skatteforhold:
I skal være opmærksomme på, at separationen/skilsmissen/ophævelsen af registreret partnerskab medfører ændrede skatteforhold.
Hvis I kun ophæver samlivet og ikke ansøger om separation eller skilsmisse, anses I for at være samlevende i skattemæssig henseende indtil indkomstårets udgang.
Fra samlivsophævelsen som følge af separationen/skilsmissen/ophævelsen af registreret partnerskab, anses I ikke længere for at være samlevende i skattemæssig henseende i hele det pågældende indkomstår. Det har for eksempel betydning for fordeling af rentefradrag, udnyttelse af den andens bundfradrag m.v.
Hvis jeres ægteskabssag medfører ændrede ejerforhold vedrørende fast ejendom eller lignende, eller I, i øvrigt er i tvivl om de skattemæssige forhold, bør I straks kontakte skatteforvaltningen for eventuelt at få ændret forskudsansættelse.
I øvrigt bør I være opmærksom på, at børnebidrag og ægtefællebidrag er fradragsberettigede for betaleren. Ægtefællebidrag er skattepligtig indkomst for modtageren, mens børnebidraget er skattepligtigt hos barnet.
Fuldmagter m.v.:
I forbindelse med samlivsophævelsen skal I huske at få tilbagekaldt tidligere aftaler, der ikke længere skal være gældende. Dette kan for eksempel være fuldmagter, testamenter, begunstigelsesklausuler i pensionsordninger og lignende.
I bør straks kontakte banken og få styr på kontoforholdene, så jeres fælleskonti ophæves, og I hver især kan disponere over egne konti.
![[KONTAKT]](http://www.abadvokater.dk/images/kontakt.gif)